Hvor er Politiet?

28. november 2018

Mandag aften sendte TV2 dokumentaren “Hvor er Politiet?”. 
Jeg må bare sige, at jeg er dybt forarget. Forarget over, at kriminalitet tilsyneladende betaler sig i dagens Danmark og over, at ærlige og redelige danskere er til grin i deres eget land for deres egne skattekroner. 
Forarget over, at de skyldige mener, at det er helt i orden at stjæle fordi det går udover “de rige kapitalistsvin”.
Forarget over, at det tilsyneladende er så nemt at sælge tyvekoster til eks. kiosker, hvor ejerne må vide, at der er tale om stjålne varer. 
Forarget over, at så mange almindelige danskere tilsyneladende køber hælervarer uden tøven.
Sidst men ikke mindst er jeg forarget over, at politiets ledelse ikke engang vil erkende, at der er et problem, men blot henviser til at antallet af anmeldelser falder (måske fordi befolkningen ved, at politiet ikke kommer?).
Politireformen fra 2006 havde ellers til hensigt at sørge for, at der kom flere betjente på gaden, men det til trods er der blevet op mod 2.500 færre henover de sidste 6 år. Flere og flere arbejder i stedet med bevogtning og hos PET. Disse opgaver skal naturligvis også løftes, men indsatsen hér må ikke betyde, at man ikke kan håndhæve loven på andre områder.
Jeg tvivler ikke på, at de menige betjente gør hvad de kan, eller på, at politiet som helhed gerne ville gøre mere.
Men første skridt på vejen mod en løsning må være at erkende, at der er et problem.
Næste skridt er så at politikerne sætter sig sammen og finder midler til politindsatsen, for det her kan INGEN være tjent med!
Regeringen har allerede taget initiativ til at gøre noget for frigøre betjente fra bevogtning til patruljering og efterforskning. Det er sket gennem uddannelsen af politikadetter og indsættelsen af Forsvaret til bevogtning. 
Dertil kommer der en række konkrete tiltag, som skal øge patruljeringen i særligt udsatte områder, øge straffen for butikstyveri, øge indsatsen mod udenlandske tyvebander og udvise flere kriminelle udlændinge. 
Men vi må nok erkende, at der også skal flere midler til, for der hersker tilsyneladende nærmest lovløse tilstande på det her område og det skal ikke vi ikke finde os i!
Med lov skal man land bygge - med lovløshed kan man land nedbryde. 
Venlig hilsen 
Sebastian.
SJ. d 26/11-18

Tilbage