konservative forslag om analyse af Næstved Havn

Sjællanske 18/8-17

Der er noget deja-vu over det konservative forslag om analyse af Næstved Havn. Det minder nemlig om valgkampen til byrådsvalget i 2001, hvor lokale entreprenører og Nordicom, gerne ville lukke havnen, for at bygge boliger.

Debatten udløste dengang en analyse af hele havneområdet, Maglemølle og området ved Kanalvej. Med den bevidste forudsætning, at erhvervshavnen skal bestå, for hvem vil investere i noget politikerne måske/måske ikke vil lukke?

Den forudsætning tror jeg også denne gang er vigtig. At vi ikke siger ”måske skal erhvervshavnen bestå,” men i stedet siger: ”Hvor skal erhvervshavnen ligge?”

I min vision for havnen, ser jeg en erhvervshavn, som flytter på ydersiden af svingbroen og en mindre havn/lystbådehavn på indersiden.

Man skal ikke glemme, at Næstved Havn har to store fordele. Den ene er åbenlyst de arbejdspladser, som følger med – bl.a. serviceringen af glasværket m.v.

Den anden er, at havnen skaber et unik område tæt på bymidten. Netop samspillet mellem by og havn er det, som giver værdi. En havn uden skibe er bare et dødt hul. Det kan man se så mange steder (Holbæk, Tuborg Havn etc.).

En levende havn med både små og store skibe, giver derimod miljø og stemning - ja faktisk det er vel det miljø, som gør at entreprenører ser penge i at bygge boliger.

Det miljø skal vi ikke bare kaste overbord i en politisk bestilt undersøgelse, som måske giver et politisk bestilt svar.

Forudsætningen for undersøgelsen bør derfor være, at vi vil have en erhvervshavn i Næstved.  

Men, det vi i virkeligheden har brug for er at Folketinget laver en lovgivning, som tillader flere boliger i erhvervsområder – på erhvervets betingelser, så vi kan bygge boliger/cafémiljø m.v., uden at tvinge erhvervet væk.

Søren Revsbæk

Havrevænget 2
Næstved

Byrådsmedlem, Venstre.

Tilbage