Jacob Panton Læserbreve

16. december 2020

”Minkgate” kalder udlandet den danske skandale

 Regeringen nægter notorisk at fremlægge grundlaget for beslutninger, inddrager bevidst ikke Folketinget, har flere gange været på kant med Grundloven og bryder nu loven. 

Magtfuldkommenhed og amatørisme er en farlig cocktail. 

Det må efterhånden stå klart for alle, at regeringens hang til magtfuldkommenhed og hasteindkaldte pressemøder uden at involvere Folketinget, skader mere end det gavner. 

De når ikke at få tænkt sig om. De glemmer at involvere erhvervslivet. De har ikke en eneste gang været på forkant med tiltag eller hjælpepakker før restriktioner. De kommer med en handleplan 6 måneder senere end lovet. Fødevareministeren lyver om Corona test på grise. 

Og nu tror de også, at de kan bryde loven. Fødevareministeren erkender, at der ikke var tid til at ændre loven. Statsministeren erkender, at hun vidste loven blev brudt, men vurderede, at målet helligede midlet. Fødevareministeren har senere ændret forklaring til, at han ikke vidste, det var ulovligt - det samme har Statsministeren. Det er dog svært at forestille sig, at en ansvarlig regering ikke dobbelttjekker hos justitsministeriets jurister, inden man gennemfører en så vidtgående lovgivning.

Skandalerne står i kø. Det ligner en skamplet på dansk demokrati, som folder sig ud for øjnene af os. Fødevareministeren bør gå af, eller der bør stilles mistillidsvotum til regeringen.  

Selvfølgelig kommer folkesundheden og kontrollen med Corona før mink. 

Men hvorfor pludselig dette hastværk?

Regeringen har kendt til smitte hos mink og risiko for mutation siden juni. Hvis man havde udvist rettidig omhu, havde der ikke været grund til endnu engang at holde Folketinget ude af beslutningerne med henvisning til tidspres.

Hvorfor tænker regeringen endnu engang kortsigtet?

De har ikke styr på hjælpepakker til erhvervet, og de udviser ingen interesse i at redde erhvervet. Danmarks Tekniske Universitet har redegjort for, hvordan de kan håndtere en gruppe raske mink, så man redder avlsmaterialet. Men der er ingen respons fra regeringen.  

Hvad gør vi, hvis Corona pludselig rammer andre landbrugsdyr?

Slår vi også alle dem ihjel uden at redde avls materiale. 

Bør vi ikke have en langsigtet plan med Noas Ark?

WHO nedtoner konsekvensen af Cluster-5 mutation hos mink, mens internationale forskere tager sig til hovedet over, at Statens Serum Institut ikke har lagt data frem for offentligheden.  

”Der vil blive begået fejl” sagde Mette Frederiksen, da Corona ramte Danmark.

Men det her ligner mere og mere en skandale.

Jacob Panton, Venstre